Dukkeekspedition i Europa 1999

Af Majbrit Muzs, DAG dommer og instruktør.

(Oprindeligt trykt i bladet Dukkeklubben nr. 4, 1999)

Del 2: Sonneberg-området, Armand Marseilles og Ernst Heubachs huse og dukkemuseet i Coburg.

Nabobyerne Sonneberg og Neustadt bei Coburg var centrum for verdens dukkeproduktion og –eksport fra midten af 1800-tallet og frem til 2. verdenskrigs begyndelse.

Krigen satte et brat punktum for den overdådige produktion af porcelænsdukker, og siden har de gamle fabriksbygninger stået som spøgelsesbygninger, mens jorden under dem er fyldt med millioner af dukkeskår.

Som beskrevet i første del af artiklen boede vi i Sonneberg, kun 3 km. fra Neustadt. De to byer, som ligger så tæt, har indtil genforeningen ligget i hvert sit land: Sonneberg i det tidligere fattige Østtyskland, og Neustadt i det rige Vesttyskland.

Herover: Spielzeugstrasse fra Waltershausen i nord til Nürnberg i syd.

Begge byer har en lang, gammel tradition for at lave dukker, plysdyr, modeltog og andet legetøj.

Efter genforeningen har Sonneberg fået massiv økonomisk støtte fra den tyske stat til genopbygning – men støtten er kun til nyopførelser, og ikke til renovering af de gamle bygninger. Derfor kan man gå rundt i det gamle Sonneberg og se faldefærdige og ødelagte huse og fabrikker, mens der bygges fine, nye huse udenfor by-kernen.

Neustadt kan så være misundelig på Sonneberg over de mange bygge-penge.

Selv får de noget EU-støtte, men det er lige som om verden er vendt på hovedet i dette område.

Skildpaddedukke-fabrikken og –museet er flyttet tilbage fra det tidligere Vesttyskland til Rauenstein udenfor Sonneberg, men da de havde overtaget en gammel fabrik, kunne de ikke få byggestøtte. De fortæller, at de ikke fortryder, fordi der i området er så mange, der kan arbejde i dukkeproduktionen.

Vi købte en bog over byens gamle fabrikker, men det var alligevel lidt svært at finde rundt. Vi spurgte en lokal i Sonneberg om, hvilke bygninger der var dukkefabrikker – hun svarede, at ALT er dukkefabrikker, så hvor svært kan det være...

Da blev det tydeligt for os, hvor enorm en industri dukkeproduktionen havde været.

Så mange gamle bygninger, der engang havde været så smukke.

Mange af de gamle huse havde stadig fabrikanternes navn stående på facaden. Det var deprimerende at fornemme de mange års ligegyldighed i Sonneberg. Alt det forfald. Og man skal nok ikke forvente, at noget bliver bevaret.

Vi gik ind i en gammel antikforretning, og her fandt vi en kasse med gamle papirer fra dukkefabrikkerne.

Vi rodede lidt rundt i dem og fandt et papir, som havde forbindelse med Kämmer & Reinhardts dukkeeksport. Der var ordrer på leveringer til Schweiz, Guatemala, Argentina og Mexico. Uruguay havde i 1936 bestilt 24 papmachédukker med mohairhår og påklædte. Pludselig fik vi øje på en dansk ordre: firmaet Fonnesbech havde bestilt 24 dukker fra Kämmer & Reinhardts fabrik ”Mein Liebling” i Waltershausen, Thüringen, og ordren var ekspederet 19/11 1938.

Derefter tog vi hen for at se Ernst Heubachs gamle hus i Köppelsdorf.

Vi fandt huset – et STORT, engang flot hus, men nu forladt og stærkt forfaldent.

Overfor var et nyt hus ved at blive bygget, og nærmest for sjov gik vi over for kigge på jorden. Og vi troede næsten ikke vores egne øjne, da vi så, at hele grunden var fyldt med gamle dukkeskår, både malede og umalede dele. Det var spændende at stå og rode i jorden og se, hvad der dukkede frem, og vi fik samlet sammen til en collage.

Genboen til Ernst Heubachs hus kom ud – hun var vist nysgerrig over disse to personer, der rodede i jorden.

Da vi spurgte hende om, hvad hun kendte til dukkefabrikationen fortalte hun, at der havde været tre store fabrikanter i dette område, som lavede porcelæn: Armand Marseille, Ernst Heubach og Heering – den sidste lavede tallerkener o.lign.

Mens hun stod og fortalte, at Diakonissestiftelsen havde overtaget Heerings og Heubachs huse, kiggede jeg ned i hendes indkørsel. Hele indkørslen var belagt med dukkeskår og dukkedele – ligesom vi andre bruger grus!

Hun fortalte, hvor Armand Marseilles hus lå, og vi takkede og tog afsked med hende.

Efter kort søgen fandt vi det kolossale, gamle hus.

Det lå i ruiner og lignede et ægte spøgelseshus, højt beliggende på en bakke.

Et hus som en gang havde haft sin storhedstid, men som nu lå øde hen, med tilskoddede vinduer og døre. På grunden rundt om huset lå der dukkeskår på dukkeskår. Kvarte dukkehoveder, fuldt malede og signerede lå spredt omkring – kurve fyldt med ødelagte dukkedele, som græs og planter voksede op igennem.

Huset ved siden af var Ernst Heubachs nye hus; det hus, vi havde set længere oppe ad vejen, var han flyttet fra. Omkring det nye hus var der asfalteret og ingen dukkedele overhovedet.

NB: fejl i nedenstående tekst til fotos: Ernst Heubachs nye hus er selvfølgelig øverst til højre, det gamle til venstre i midten !

Den venlige ældre genbo havde fortalt os, at Heubachs første hus var blevet overtaget af russerne og det tyske grænsepoliti, og at det i en lang periode havde været bolig for officerer. Husene lå så tæt ved den gamle grænse, at grænsestolperne nærmest stod i deres haver. Det så ud, som om husene havde stået i Ingenmandsland i mange, mange år, og de tilhørende fabrikker lå i Østtyskland. Ingen af husene havde været beboet i mange år – sikken et spild.

Nu måtte vi se nogle hele dukker, og derfor tog vi hen til dukkemuseet i Coburg. Her var der tyske og franske dukker i hobetal, mange voksdukker og chinadukker. Fantastiske dukker i montrerne, og udenfor stod kurve fyldt med plastikdukker. Huset var gammelt og meget charmerende.

Vi havde næsten fået nok af dukker denne dag, men da museets direktør spurgte os, om vi havde set Barbies bedstemor, smilede vi bare lidt og gik med ham hen til montren.

Her fortalte han os om damedukken Lily, som fra 1870 blev fremstillet med en masse tøj og tilbehør. Dukken var meget populær, og børn lærte at sy og strikke ved at lave tøj til hende – hvis de altså havde råd til at eje hende. Langt senere, i 1950´erne, ville man gerne lave en modeldukke, og man forsøgte nu at genoptage produktionen af Lily. Men dukken var utidssvarende, og man valgte at skabe en mere moderne dukke med tøj og komplet udstyr og tilbehør. Det blev til en tyndbenet dukker, som også kom til at hedde Lily. Denne dukke blev ikke lavet til børn – dertil var hun lidt for sexet, og mere egnet til f.eks. at hænge i forruden hos lastbilchauffører.

Efterfølgende blev der lavet en tegneserie om Lily, som blev bragt i magasinet Der Bild hver uge i 3 år i træk. Selve dukken blev ikke så populær som den gamle Lily, men firmaet Mattel købte rettighederne til Lily-dukken og omdøbte den til Barbie efter Mattels egen datter.

På dette museum i Coburg kunne man se begge dukker, både Bedstemor Lily (damedukken) og Mor Lily (den langbenede, sexede moderne dukke), se fotos herover.

Vi takkede den venlige direktør for den glimrende fortælling og begav os videre.

Dukkemessen var slut – vi havde set en del museer med mange tyske dukker og nogle franske – men var det nok?

Hvis vi nu lige svingede til venstre, mon så ikke vi kunne nå en lille sviptur til Paris – og franske dukker?

Det kunne vi – men det er en helt anden historie...

Læs i Dukkeklubben 2/2001 3. del af ”Dukkeekspedition i Europa”: PARIS

Majbrit