Dukkeekspedition i Europa 1999

Af Majbrit Muzs, DAG dommer og instruktør.

(Oprindeligt trykt i bladet Dukkeklubben nr. 2, 2001)

Del 3: PARIS

Fra Sonneberg på Europas tyske legetøjshovedgade kørte vi lidt sydpå, drejede til venstre og vendte vores gamle SAABs kølergrill direkte mod Byernes By – Paris.

Efterhånden som vi nærmede os, tog solen til i styrke, og det blev varmere – som det bør være, når man kører sydpå igennem Frankrig.

Vi har været i Paris en del gange før, og vi satte kursen mod vores gamle favorithotel – Hotel Paris France på Rue de Turbigo, lige ved Place de la Republique.

Trafikken var som sædvanlig noget af en udfordring, og parkeringspladser er det fuldstændig umuligt at finde i denne by.

Per kastede bilen ind på fortovet uden for hotellet, og efter at have snakket lidt med politiet fik vi lov til at holde direkte uden for hoteldøren for at læsse af og indlogere os. Ja, betjenten stillede sig endda op og standsede al trafikken, for at vi kunne komme til at bakke ind på pladsen. Så føler man sig velkommen som turist...

Så langt så godt!

På hotellet anbefalede de, at vi bare blev holdende, selv om den venlige betjent kun havde givet os lov til at holde der ½ time.

Vi var ikke helt trygge ved det, for vi havde jo hørt nogle rædselshistorier om, hvad franskmænd gør ved ulovligt parkerede biler.

Men den franske portier forsikrede os, at disse forfærdelige ting kun skete med franske biler: ”Hvad kan de gøre jer – ingen ting. Vi har aldrig hørt om, at de tager autos etrangers - udenlandske biler. I får højst en bøde, og den river I bare i stykker – sådan her”. Den kvindelige portiers fingre tog fat i luften og rev en ikke-eksisterende hilsen fra parkeringsvagten over i to dele, kastede nonchalant stumperne til vejrs og afsluttede med et triumferende ”Voila!”.

Selv om forestillingen virkede meget overbevisende, var vi stadig lidt skeptiske, og hotelpersonalet må have fornemmet dette, for de lovede at holde øje med vores bil og give os besked, hvis noget skulle ske.

Så snart al bagagen var båret op på værelset gik vi en tur ind mod centrum, og lige inden vi kom til Pompidoucentret, stod vi på et gadehjørne pludselig foran et skilt: ”Musée de la Poupée” – Dukkens Museum.

Jamen det måtte vi jo bare se med det samme...

Museet var fyldt med franske dukker!!

Bru, Jumeau, Gaultier, Steiner – alle ”de store”. Hvor var det smukt!

Museet var indrettet i en rigtig gammel pariserejendom med sjove vinkler og forskudte niveauer. I disse rum - som i sig selv havde masser af atmosfære - var indbygget store glasmontrer som hver især var en stor kulisse, kunstfærdigt malet og indrettet som var det scenen fra et teaterstykke fra det gamle Paris. Og hver scene var befolket med perfekte franske dukker, pragtfuldt påklædt i originale klædedragter, store i nogle montrer og små i andre, og med tilhørende perfekte rekvisitter i det rigtige størrelsesforhold til dukkerne.

For det meste var det antikke dukkemøbler og legetøj, og i alle montrer var der også små Steiffdyr.

Ikke nok med dette – museet havde også en særudstilling med kaniner i alle afskygninger, og vi blev snart klar over, at det ikke var nok med ét besøg - vi måtte absolut se det igen næste dag.

Vi spurgte indehaveren Guido Odin, om det var i orden at tage nogle billeder, men det var det overhovedet ikke. Han havde fotos af alle dukkerne i form af postkort, og dem kunne vi købe.

Vi købte mange billeder og fortalte ham, at vi ville vende tilbage næste dag, da vi jo slet ikke havde fået nok. Vi sagde også til ham, at vi gerne ville bringe en artikel om museet i danske dukkeblade, og han svarede os, at næste dag ville han have tid til at følge os rundt og fortælle.

Da vi kom ud fra museet var det ved at være aften, og vi satte kurs mod hotellet. Aftenmåltidet kom til at bestå af godt fransk brød med lækkerier som patéer, oste, cornichons og rødvin. Alt var, som det skulle være!

Næste dag havde museets ejer god tid, og han gav os personlig rundvisning og fortalte i timevis.

Vi fik at vide, at han var italiener, som havde bosat sig i Frankrig, at han var fotograf, at han elskede de franske dukker, og at han var kunstmaler. (Nu kunne vi bedre forstå de flotte kulisser, som dukkerne stod i...)

Han rasede over, hvordan TV fra hele verden var interesserede i hans museum som en kulturel seværdighed, mens den franske stat ikke ville give en franc i tilskud til museets drift.

I begyndelsen havde han derfor ikke råd til at fylde museet med antikke dukker, så der var en hel del reproduktioner, som han så skiftede ud efterhånden, som han fik råd til de antikke.

Mens vi gik rundt sammen med ham havde vi kun haft øje for de smukke ting inde bag glasset, så vi var overrasket da han pludselig rakte i vejret, op over glasskabet og åbnede en skydelåge. Her lå oceaner af SFBJ dukker! Han fortalte, at han et par gange om året arrangerede små specialudstillinger, og sidste gang havde det været en skolestue med SFBJ dukker.

Efter lang tids rundvisning inviterede han os ovenpå i sin privatbolig, og det var straks tydeligt vi havde at gøre med en samler af de mere ekstreme. Som han sagde var han ikke en rig mand, for han brugte alle sine penge lige så hurtigt, som han tjente dem. Han viste os et af sine seneste køb, en yndig F. Gaultier på ca. 30 cm i originalt tøj ( - tænk at være så tæt på ...)

Hele hans køkken var fyldt med kander, som forestillede ansigter/hoveder.

Overalt var der Disneyfigurer og – film. Og selvfølgelig dukker overalt, og dukkedele, for han reparerede også selv dukkerne ( - da jeg fortalte ham, at jeg også reparerer dukker, spurgte han, om jeg ikke lige havde et ben til 40 cm celluloiddukke...)

Hvor der var en smule plads på væggen, hang der malerier af dukker, som han selv havde malet – utrolig gode!

Han viste os også sit lager, et stort rum hvor der lå dukker, parykker, sko og f.eks. Jumeau dukketøj i posevis! Jeg kunne bruge UGER på bare at kigge i det lager.

På vejen ud måtte jeg lige købe nogle frimærker med dukkebilleder, som han havde fået lavet.

Som i måske har fået indtryk af, så er dette museum virkelig et besøg værd, hvis man interesserer sig for franske dukker. Hvis I kommer på de kanter ligger det i et lille stræde, der hedder Impasse Berthau, lige i nærheden af Centre George Pompidou.

Nu gik turen til fods igennem Paris, over Seinen med retning mod ”vores” dukkeforretning i Rue de Vaugirard, hvor de har et flot udstillingsvindue med mange dejlige dukker. Når vi andre gange har besøgt forretningen, har indehaverne – et ægtepar -  været venlige til at tage dukker frem af skabene, så vi kunne fotografere dem, men denne gang sad de og talte i telefon, mens vi gik rundt i det lille forretningslokale og kiggede.

Efterhånden som tiden gik syntes vi, at det var lidt mærkeligt, for de var meget optaget af telefonen, mens de sad og sagde nogle tal ind i røret. Pludselig hoppede og dansede de begge to, mens de råbte op og grinede.

Mens de stadig jublede, forklarede de os, at de var midt i en auktion, og at de netop havde købt en F. Gaultier til en meget favorabel pris. (Hvordan tør man købe en F. Gaultier over telefonen - ?)

De var meget overstrømmende og havde nu god tid til at vise os dukkerne i forretningen.

Jeg blev lidt forelsket i en Jumeau, som jeg kunne få til en rimelig pris. Jeg måtte tænke over det til næste dag. Og måske var jeg lidt fjern i tankerne den aften, selv om vi gik tur på Champs Elysées og sad under Triumfbuen i solnedgang...

Næste morgen blev vi vækket af telefonen; hotelportieren ville bare fortælle os, at vores bil var ved at blive slæbt op på ladet af en biltransport.

Per var ude af døren hurtigere end hurtigt, for bøden er stor, når man skal købe sin bil fri igen.

Efter en del forhandling (løsesum eller bestikkelse) fik vi vores bil igen, og Per kørte rundt i kvarteret i næsten en time, før det lykkedes at finde et parkeringshus, hvor vi kunne parkere lovligt, men dyrt.

I mellemtiden var det gode forårsvejr slået om til kraftig regn, der ikke så ud til at ville stoppe lige med samme. Efter at have tænkt os lidt om blev vi enige om at vende næsen hjemad, så vi skyndte os at pakke bilen, betale for hotelværelset og sætte kursen mod Rue de Vaugirard.

Her havde de fået dukkerne hjem fra auktionen, og blandt skattene var også et sæt Simon & Halbig dukker, nr. 1009 som mulatter. Uha, de var smukke. Men smuk var også den lille franske dukke fra Jumeau, som nu var min, og som skulle ud på en rejse nordpå  - med os tilbage til Danmark.

Majbrit